Betondækningsgrave (bunkers, beskyttelsesrum)
Af: Tommy Cassøe, Martin Pagh og Jysk Koldkrigs forening
Forhistorie
I sommeren 1943 indledte de allierede styrker et massivt luftangreb på den tyske by Hamborg. Luftangrebet kostede mere end 30.000 civile livet og sendte 1.000.000 mennesker på flugt. I Danmark var Statens Civile Luftværn (senere Civilforsvarsstyrelsen og i dag Beredskabsstyrelsen) rystet over de massive ødelæggelser i Hamborg, og det stod hurtigt klart, at de daværende tilflugtsrum ikke kunne yde tilstrækkelig beskyttelse mod et luftangreb af den kaliber.
Som følge af luftangrebet på Hamborg og senere Dresden og den stigende frygt for krigshandlinger på dansk jord hyrede Statens Civile Luftværn ingeniørfirmaet A. J. Moe (i dag Moe & Brødsgaard) til at udarbejde en ny form for beskyttelsesrum af beton, en såkaldt betondækningsgrav eller i folkemunde en ”bunkers”.
Tegningerne og planerne blev lavet, og arbejdet med opførelsen af betondækningsgrave i de første seks byer startede den 20. marts 1944 og sidenhen resten af landets luftbeskyttelsesområder, og ved krigens afslutning den 5 maj 1945 stod i alt 5.751 betondækningsgrave færdige, og yderligere 49 var påbegyndt og blev færdigstøbt i løbet af 1945. Kort tid efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev godt 800 betondækningsgrave, der hovedsageligt lå på åbne torve og pladser, fjernet.
De første typer betondækningsgrave
Civilingeniør A. J. Moe udviklede to typer betondækningsgrave, og senere blev en tredje type fra Århus godkendt af Moe og Statens Civile Luftværn.
Typerne var følgende:
Type I, som er et kuppelformet rum med en vægtykkelse på 25 cm. Beton. Rummet er støbt over en forskalling, og der er plads til 50 personer i rummet.
Type II, som er et hesteskoformet rør støbt over en forskalling, ligeledes med plads til 50 personer og en vægtykkelse på 25 cm. Beton.
Type III, også kaldet Århus modellen, som er et rørformet rum lavet af færdigstøbte betonelementer med en vægtykkelse på 15 cm. Beton. Der er også plads til 50 personer. Denne type blev fremstillet af firmaet A/S Højgaard & Schultz og er kun blevet bygget i Århus.
Fælles for dem alle er, at de er udstyret med en indgang i den ene ende og en nødudgang i den anden, dog har type I sin nødudgang i toppen af det kuppelformede rum. Og rummene var under krigen udstyret med trædøre med en indbygget hånddrevet ventilator samt bænke, værktøj, førstehjælpskasse, en vandtank og 25 vandkrus. Der var desuden elektrisk lys i de fleste betondækningsgrave.
Disse tre grundtyper kunne udbygges i grupper á 2-3 helt op til 5 rum, så der på den måde kunne være plads til helt op til 250 personer i dækningsgravene. Systemet var bygget sådan, at der var en hovedtype og en model, for eksempel type IIB. Der er således i alt 17 forskellige udgaver af betondækningsgrave.
Betondækningsgrave under Den Kolde Krig
Den 25. juni 1950 udbrød Korea krigen, hvilket satte gang i en del beredskabsforberedelser, blandt andet istandsættelse af de allerede eksisterende (på dette tidspunkt ca. 4.800) betondækningsgrave. Alle de dækningsgrave, som på dette tidspunkt var udlejede, fik et ekstra punkt i lejekontrakten, nemlig at lejemålet fra Civilforsvarsstyrelsens side kunne opsiges med øjeblikkelig virkning. Civilforsvarsstyrelsen valgte også at udarbejde en ny serie betondækningsgrave, som byggede på de gamle principper, men var noget mere modstandsdygtige i forhold til den nye atomtrussel. Disse betondækningsgrave var typerne IV, V og VI, og de havde ligeledes et stort antal modeller, nemlig i alt 16 udgaver. Der blev bygget ca. 660 af de nye betondækningsgrave i 1950’erne.
Koldkrigstyperne:
Type IV, er et kuppelformet rum støbt over en forskalling og med en vægtykkelse på 25 cm. Beton. Der er plads til 50 personer pr. rum.
Type V, er et cylinderformet rum støbt over en forskalling og med en vægtykkelse på 30 cm. Beton. Der er ligeledes plads til 50 personer pr. rum.
Type VI, er et kasseformet rum støbt over en forskalling og med en vægtykkelse på 40 cm. Beton, med plads til 50 personer.
De eksisterende dækningsgrave fra Anden Verdenskrig og de nye typer fra 1950’erne blev i perioden 1964-65 koldkrigsmodificeret. De fik monteret ståldøre i stedet for de gamle trædøre og en stållem i nødudgangstårnet. De fik også monteret en ventilator og en overtryksventil, der kunne skabe et overtryk i rummet for på den måde at holde radioaktivt støv ude af rummet. Den indsugede luft skulle suges igennem et sandfilter, som blev monteret oven på dækningsgraven. I forbindelse med modificeringen kom der også ny standarder for det udstyr, der skulle være i dækningsgravene. Udstyret blev i første omgang opmagasineret på landets regionsdepoter, men i 1971 blev materialet fordelt til de lokale civilforsvarsdepoter.
Betondækningsgravsmaterielet
Var følgende for en betondækningsgrav pr. 50 personer:
1 forbindskasse.
4 25 liters dunke til drikkevand.
1 2,5 meters træstige (senere alustige).
1 træprop til at lukke rummets drænhul med.
10 afmærkningspile i pap.
1 lygtestander med lygteholder og afmærkningslygte.
1 ventilator med tilhørende monteringsbolte og flexrør.
1 stativ til ventilator.
1 kasse med udbrydningsværktøj.
1 kasse med håndlygte, tændstikker, stearinlys
og drikkebægere.
1 kasse med 2 nødklosetter, sanitærvæske
og toiletpapir.
Betondækningsgrav i en atomtid
Hvis Danmark blev udsat for et atomangreb med radioaktivt nedfald i flere dage til følge, skulle dækningsgravene udstyres med køjer. Det ville dog formindske antallet af personer fra 50 til 30 personer, således at 15 kunne sove og 15 kunne sidde.
Man kunne sagtens overleve i en betondækningsgrav hvis atomeksplosionen (Hiroshimastørrelsen) skete på 500 meters afstand (eller derover) fra bunkeren. Luften kunne også renses for radioaktivt støv, og det en meter tykke jordlag over bunkeren og de 25 cm beton, kunne også holde varme- og radioaktiv stråling ude.
Betondækningsgravene i dag
I dag er betondækningsgravenes tårne og indgange det eneste synlige minde fra Den Kolde Krig, også selvom de fleste af dem blev bygget under Anden Verdenskrig. Dækningsgravene optræder stadig i mange af landets beredskabsplaner, men de bliver ikke længere betragtet som vigtige beskyttelsesrum og må da også gerne fjernes, hvis de ligger i vejen for eksempelvis et nyt byggeri.
Betondækningsgravene har flere steder fået nyt liv som kunstværker, museer, musikøvelokaler og sågar fixerum for narkomaner og meget mere.
Beredskabsstyrelsen skønner, at der i dag eksisterer omkring 3.200 dækningsgrave, og at der bliver fjernet i gennemsnit tre af dem om året.
